Tilbage

Til forsiden


Denne artikel er publiceret i Danske Magazin 9. række, første binds første hæfte s. 27-96

Chr VIII's sygdom og død

ved Otto Madsen

Med udgivelsen af Kong Christian VIII.s Dagbøger og Optegnelser, bd. IV, 1839-48, er et arbejde, der har strakt sig over mere end 50 år, omsider fuldført. Med disse mere eller mindre regelmæssigt og mere eller mindre udførligt gjorte optegnelser, påbegyndt 1799, foreligger der hermed en dokumentation for et livsforløb i en form, som kun har et enkelt sidestykke i dansk historie og litteratur, nemlig digteren H.C. Andersens dagbøger. Fælles for disse monumentalværker er, at de af gode grunde begge indeholder en lakune i form af egne indførsler fra det tidspunkt, de flittige dagbogsskrivere ikke længere magtede at sætte pennen til papiret, indtil døden satte det endelige punktum for den årelange beskæftigelse.

Fælles for kongen og digteren er imidlertid også, at personer i deres nærmeste omgangskreds udarbejdede beretninger til supplement og udfyldelse af lakunen. Efter at H.C. Andersen havde standset sin egen dagbogsføring, dikterede han nogen tid, hvad han ønskede skrevet, og de sidste otte dage påtog fru Dorothea Melchior, der som en moder plejede den døende digter, sig at optegne dagenes hændelser. I et ganske andet forhold til den døende konge stod de to personer, som udarbejdede lignende beretninger om hans sidste dage; den ene så anonym, at han end ikke er nævnt ved navn i kongens egne dagbøger, skønt han i mange år havde været i kongens nærhed, og den anden en ung pige, der tydeligvis kun nærmede sig majestæten med ærefrygt. Desuden bemærkes den forskel, at mens fru Melchiors optegnelser altså blev gjort dagligt i direkte forlængelse af digterens, er beretningerne om kongens død først sammenskrevet, da det var forbi. Denne forskel tjener som forklaring på, at hvor udgiveren af H.C. Andersens dagbøger medtog fru Melchiors notater i udgaven, har Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie ment det rigtigst i Kong Christian VIII.s Dagbøger og Optegnelser kun at medtage, hvad kongen selv har nedskrevet eller - i nogle få tilfælde - ønskede indført i sine optegnelsesbøger.1

Den første af de to beretninger (1), som udgør hovedindholdet af nærværende epilog til dagbogsudgivelsen, er udarbejdet af kongens kammerlakaj og garderobeforvalter Frederik Ferdinand Leonhardt Glase, der var født ca. 1807 og altså omkring 40 år gammel ved kongens død. Han var allerede lakaj hos prins Christian, da han blev gift 1834, og han boede nu med sin kone og deres to børn på Amalienborg, hvor han således blot var én - om end en af de nærmeste - af de tjenere, der færdedes i kongens nærhed og fik indblik i hans dagligdag. Hvad han nedskrev "strax efter Kongens Død", blev ifølge hendes egne påtegning gjort på foranledning af dronningens hofdame, Dorothea von Rosen, som havde bemærket, med hvilken omhu, Glase under kongens sygdom havde søgt at efterkomme dennes mindste ønsker. At han tillige omgikkes lægerne med udtalt animositet, må sikkert ses som udtryk for, at han fandt deres behandling af patienten uforenelig med respekten for kongens værdighed. Efter dødsfaldet blev den trofaste tjener kældermester hos enkedronning Caroline Amalie, som han - med titel af kammerråd - kun overlevede nogle få måneder.2

Mens det ikke byder på vanskeligheder at klarlægge omstændighederne ved tilblivelsen af hans skildring, hvis værdi som umiddelbar kilde til forløbet af sygdommen derfor står uantastet, forholder det sig noget anderledes for den anden beretning, der netop skyldes dronningens hofdame (2). Dorothea Hermine Charlotte von Rosen (1823-1909) havde tiltrådt denne tjeneste - titlen "hoffrøken" blev også brugt - 2. maj 1844, og skønt hun var født og opvokset i Segeberg i Holsten, beherskede hun det danske sprog (med en enkelt undtagelse) til fuldkommenhed. I hvert fald gjorde hun det efter 1881. Hendes beretninger - der findes nemlig to, som ud over at være ret forskellige i anlæg også indeholder visse indbyrdes uoverensstemmelser - eksisterer nemlig nu kun i renskrifter, der tydeligvis er foretaget på dette sene tidspunkt. Det er imidlertid givet, at der har foreligget samtidige "kladder", som nu er tabt.3

Den ene, korte version, hvorfra enkelte uddrag er citeret i noterne, har størst umiddelbar lighed med en dagbog, og den demonstrerer, at hun trods sin - i forhold til Glase - noget mere fremtrædende stilling ved hoffet i virkeligheden ikke havde noget intimt kendskab til kongens sygdom; gennem adskillige dage kunne hun intet føje til det, som de officielle bulletiner meddelte. Deraf naturligvis også hendes behov for at få en redegørelse fra Glase. Den anden, længere version udarbejdede hun "I Februar 1848", og i den indarbejdede hun, hvad hun i løbet af de foregående uger havde fået kendskab til. Den mistede dermed karakter af en umiddelbar dag-til-dag beretning, men blev - også fordi, det fortsat er tydeligt, at hun vidste meget lidt om kongens tilstand i mere end en uge - i højere grad en reflekterende beskrivelse af stemningen netop uden for den sygestue, i hvilken Glase færdedes. Dermed supplerer den på udmærket vis hans mindre kunstfærdigt udarbejdede rapport.

Desværre kunne hun som nævnt ikke modstå fristelsen til at indføje yngre efterretninger, da begge sæt optegnelser blev renskrevet efter enkedronningens død. Det fremgår tydeligt ved læsningen af dem, og til den anførte datering af den store beretning tilføjede hun også samvittighedsfuldt "(senere revideret)". Skønt den dermed mister en - ubestemmelig - del af sin kildeværdi, er det dog udgiverens opfattelse, at så lange passager er temmelig uforandrede, at de i alt væsentligt svarer til, hvad von Rosen vidste og ønskede at fastholde i februar 1848. Kun to afsnit er udeladt på det sted i beretningen, hvor de efter revisionen er indsat. Den første passus - [A] - er umiskendeligt senere og bryder desuden kronologien, og den er meddelt i en note på passende sted, mens det om den anden [B] kun gælder, at den optræder som en unødvendig digression i sammenhængen. Da den desuden har forbindelse til kilderne i afsnit II, er afsnittet meddelt på dette sted.

Dorothea von Rosens beretning går - selv efter denne redigering - en smule ud over, hvad man med nærværende titel kan betegne som Christian VIII.s sidste dage, man da den udgør et afsluttet hele, gengives den uforkortet. Derimod spænder Glases over netop det tidsrum, som ikke belyses i kongens egne dagbøger. Det vil af den trykte udgave ses, at han, bortset fra nogle referater i brevbogen samme dag, sluttede sine dagbogsoptegnelser 7. januar med ordene: "jeg sov godt og var i dag saa vel, at jeg kunde staae op og skrive. Statsraad udsættes i denne Uge. * Tillisch Referat". - Glase begynder sin rapport 6. januar, og dagbogen overlappes dermed med kun to dage.

Den 6. januar 1848 var også dagen, hvor offentligheden fik det første forvarsel om kongens sygdom. "Det til iaften hos Hs. Majestæt Kongen ansatte Hofbal er paa Grund af en Hs. Majestæt tilstødt Upasselighed udsat indtil videre", meddeltes det i Berlingske Tidende, men allerede dagen efter kunne avisen dog berolige læserne med, at "Den Upasselighed, hvoraf Hs. Majestæt Kongen igaar følte sig angreben, er atter ganske hævet, saa at Allerhøistsamme idag befinder sig fuldkommen vel".4

Den næste, mere foruroligende melding kom den 10., da den syge havde ladet avisen meddele, at "Hs. Majestæt Kongen seer Sig nødt til formedelst en rosenagtig Betændelse, der er opstaaet i Saaret efter en Aareladning paa Armen, at holde Sig endnu i disse Dage inde i Sine Gemakker". Den følgende dag bragte den ikke videre fortrøstningsfulde meddelelse, at hans befindende var "omtrent som igaar. Søvnen havde været meget roelig, Feberen var ubetydelig og den rosenagtige Betændelse havde kun udbredt sig lidet nedad".

Fra og med den 12. januar kunne publikum ikke længere være i tvivl om alvoren, idet de daglige bulletiner nu blev indrykket af kongens livlæge.5 De lød dag for dag således:

Onsdag: "Den Betændelse i Armen, hvoraf Hs. Majestæt Kongen i nogle Dage har lidt, er endnu ikke i Aftagende; endskjønt den ledsagende Feber ikke er heftig, har Hs. Majestæt dog kun sovet lidet i Nat. Den 12te Januar 1848. E. Dahlerup".

Torsdag: "Hs. Majestæt Kongen har i Nat af og til sovet roligt; Betændelseshævelsen i Armen er noget formindsket, og Feberen har siden igaar været ringe. Den 13de Januar 1848. E. Dahlerup".

Fredag: "Hs. Majestæt Kongen befinder Sig, efter i Nat at have havt nogle Timers afbrudt, dog rolig Søvn, som igaar. Betændelseshævelsen er noget tiltaget i Haanden, dog uden at Feberen derved er forøget. Den 14de Januar 1848. E. Dahlerup".

Lørdag: "Hs. Majestæt Kongen har i Nat havt flere Timers rolig Søvn; Allerhøistsammes Befindende er som igaar. Den 15de Januar 1848. E. Dahlerup".

Søndag (offentliggjort mandag): "Hs. Majestæt Kongens Befindende er ikke forandret siden igaar. Nogle Incisioner i den betændte Deel af Armen, som igaar foretoges, have ikke forøget Feberen eller hindret Hs. Majestæt i at sove roligt den største Deel af Natten. Den 16de Januar 1848. E. Dahlerup".

Mandag: "Hans Majestæt Kongen har igaar havt noget stærkere Feber end de foregaaende Dage; Allerhøistsamme har desuagtet sovet godt i Nat og befinder Sig i Dag bedre. Armens Tilstand er tilfredsstillende. Den 17de Januar 1848. E. Dahlerup".

Tirsdag: "Hans Majestæt Kongen har saavel igaar Eftermiddag som i Nat atter havt noget stærkere Feber og har af den Grund kun sovet nogle Timer i Begyndelsen af Natten. Armens Tilstand er ikke forandret siden igaar. Den 18de Januar 1848. E. Dahlerup".

Onsdag morgen: "Hans Majestæt Kongen har siden igaar Eftermiddags næsten uafbrudt havt Feber; Natten har været søvnløs og Kræfterne ere derved aftagne. Den 19de Januar 1848. E. Dahlerup".

Onsdag aften (offentliggjort torsdag): "Hans Majestæt Kongen har i Dag haft mindre hæftig Feber, har sovet noget og befinder sig i Aften lidt bedre. Hævelsen i Armen er noget aftaget og en god Suppuration begynder at vise sig i Incisionssaarene. D. 19de Aften Kl. 9. E. Dahlerup".

Torsdag: "Hans Majestæt Kongen har havt en søvnløs Nat; iøvrigt er Allerhøistsammes Befindende og Armens Tilstand omtrent som i Aftes. Den 20de Januar 1848. E. Dahlerup".

Den sidste bulletin blev udgivet kl 7 aften den 20. januar, men indholdet - "Hans Majestæt Kongens Tilstand har forværret sig, Kræfterne vedblive at aftage. D. 20de Januar 1848, Kl. 7. E. Dahlerup" - var ikke længere aktuelt, da avisen udkom næste morgen. Godt 3 timere senere, kl 8 minutter over 10, udåndede Christian VIII.

De følgende dages nekrologer bragte ikke noget om forløbet af kongens sygdom, som kan uddybe det i efterfølgende beretninger meddelte. Heller ikke dens årsag findes omtalt ud over, hvad obduktionserklæringen - refereret af von Rosen - indeholder, men som bekendt var den opfattelse tidligt fremme, at han pådrog sig sygdommen ved en meget omtalt udflugt 5. januar: "Paa en af de koldeste Januardage 1848 begav Kongen sig ombord paa Corvetten Valkyrien for at tage Afsked med Mandskabet, før det gik paa det lange Togt. Han talte begeistrede Ord og blottede sit Hoved for Søefolkets kraftige Hilsen. Men her paadrog han sig en Forkjølelse, der ved flere Tilstød snart antog en saadan Retning, at han selv ahnede, hvad der forestod. ...".

Så vidt C.F. Wegener, som gav udtryk for denne opfattelse ved "sørgefesten" paa Sorø Akademi den 12. marts 1848.6 For lægerne var begivenheden dog ikke helt så afgørende. Dahlerup undlader ganske vist ikke at omtale den i sin og kollegernes beretning om kongens sidste dage, som naturligvis udgør en yderligere, tredje kilde, men han refererer blot kongen således: "Da Kongen var bleven rolig, fortalte han mig, at han igaar havde besøgt Corvetten "Valkyrien" (i Østenvind med 6° Kulde), havde dog derefter befunden sig vel hele Dagen, holdt Statsraad, spiist sildig og i Hast - som man sagde mig - en stor Qvantitet, dog kun Kjød og Fisk; var derefter taget i Opera og derefter i Soirée, hvor han havde befunden sig vel, men hvorfra han var kommen meget sildig hjem. Strax i Begyndelsen af Natten følte han, efter at have sovet noget, Uro i Armen og i Brystet, som han forsøgte at forjage ved pulvis efverscens; dette lykkedes kun ufuldkomment; han sov af og til, men vaagnede ved Smerten og Spændingen".7

Den her citerede store beretning har udgiveren ikke fundet det rigtigt at medtage - bortset fra dette og enkelte andre uddrag i noterne - da den som lægejournal, ud over fortrinsvis at være af medicinalhistorisk interesse, går tættere på sygdomsforløbet, end nogen kan ønske sig dette offentliggjort. Derimod vil lægernes kortere, sammenfattende opfattelse (3) af kongens "sygdomsbillede" (hvori episoden 5. januar ikke levnes plads) for den fagligt kyndige kunne uddybe flere af de bemærkninger, kongen i sine dagbøger gjorde om sit helbred. Endelig viser den i hele sin åbenbare kritik af kongens livsførelse måske, hvad Glase fandt så oprørende.8

1. [F.F.L. Glases beretning, januar 1848]9

Den 20de Januar

1848

†

Torsdagen den & Januari om Morgenen Kl: 6¾ hørte jeg Hans Majestæt Kongen med hurtige Skridt komme ned af den saakaldte mørke Trappe, som fører til Hendes Majestæt Dronningens Gemakker. Jeg sprang strax ud af Sengen med de Ord til min Kone: Kongen maae være bleven upasselig. Som jeg var iført de nødvendige Klædningstykker, bankede Hans Majestæt Kongen med sin Stok i Gulvet, og jeg var øieblikkeligen til Hans Tjeneste. De første Ord, Kongen sagde, vare disse: "Jeg vaagnede og kunde ikke trække Veiret, hurtig et Moskous Pulver, og lad Kammertjeneren komme".10 Jeg udførte strax hans Befaling. Efterat Kongen havde indtaget Pulveret, befandt han sig bedre og vilde som sædvanlig begynde sit Arbeide. Glase kan sætte mig det lille Skriverbord herind i Sovekammeret, sagde han, saa vil jeg blive herinde, her er varmmere, Vinden staaer saa slemt paa Vinduerne ud til Pladsen, og tag mig saa Portefeuillen fra det udenlanske Departement. Kongen begyndte sit Arbeide, men efter omtrent at have sadt et Qvarteerstid, blev Kongen atter upasselig, og der blev sendt Bud efter Livlægen Doctor Dahlerup, som dog gav sig temmelig god Tid, hvorover Kongen blev Utaalmodig, og der maatte atter Bud.

Da han kom, fandt han, saavidt jeg kunde Skjønne Kongen i en Tilstand, som han formodenlig ikke havde ventet; han anvendte øieblikkelig Aareladningen, som efter flere Forsøg lykkedes, og efter at have mistet flere Kopper Blod, 5 eller 6, begyndte Anfaldet at aftage.11 Under Aareladningen udbad Dahlerup sig Kongens Tilladelse til at lade Conferentsraad Bang komme, som ogsaa strax kom.12 Kongen lagde sig derefter i Sengen, fik Senepskage paa Hjertekulen og drak noget Camille Thée og befandt sig op ad Dagen bedre, men meget afkræfted.13 Samme Aften, som Kongen blev syg, skulde der om Aftenen [have] været Bal ved Hoffet. Da Kongen var kommen i Seng, sagde han til mig: "Gaae over til Overhofmarskallen, siig ham, at jeg er bleven upasselig, og at han maae lade Ballet afsige; men", tilføiede han, "gjør nu ikke Tingen farlig".14

Løverdagen den 8 Januari om Eftermiddagen var Kongen saa vel, at han forlod Sengen, blev paaklædt, barberet ext. Da jeg var færdig med at barbere, sagde Kongen, jeg kunde ret Ønske, at Glase lærte at aarelade, for i paakomme[nde] Tilfælde strax at have Hjælp ved Haanden; hertil svarede jeg: Naar Nødvendigheden fordrede det, saa vilde jeg vove Alt for [at] redde Deres Majestæts Liv, men da Deres Majestæt holder og lønner en Livlæge, saa bør han til alle Tider være i Deres Majestæt[s] Nærhed, saa at aldrig det Tilfælde skulde indtræffe, at Deres Majestæt skulde behøve at bruge en Fusker. Under Paaklædningen yttrede Kongen flere Gange, at den venstre Arm gjorde ham ualmindelig ondt; hertil svarede jeg, at mulig den Anstrengelse, som Aareladningen havde foraarsaget, kunne have efterladt denne Fornemmelse, men den Mening var Kongen ikke af.

Kongen gik derpaa ind i sit Arbeidsværelse, hvor strax efter Hendes Majestæt Dronningen indfandt sig, spiste til Middag med Kongen og forblev der den meste Deel af Aftenen hos Kongen. Kl: 8¾ bankede Hendes Majestæt Dronningen i Gulvet, da jeg kom op for at modtage Hans Majestæts Befaling, var den, at Hans Majestæt vilde i Seng, som strax blev udført. Kongen drak derpaa i Forening med Hendes Majestæt Dronningen en Kop Thée, hvorpaa Dronningen ønskede Kongen en rolig Nat, og efter endnu i nogen Tid at have samtaled med Kongen, begav Dronningen sig til sine egne Gemakker med det glade Haab, at den kommende Morgen vilde bringe Hende den kjære Tidende, at Kongen befandt sig bedre.

Natten var ikke god, og om Morgenen følte Kongen sig mindre vel og klagede over Smerter i Armen. Da Kl: var omtrent 12, stod Kongen op, blev barberet og paaklædt, men maatte bære Armen i et Klæde og maatte iføre sig en større Overkjole. Kongen gav derpaa en Deputation fra Sorøe Audience, saae Overhofmarskallen og flere,15 men følte sig mere og mere angreben og lod Livlægen kalde. Kongen sadte sig til at skrive, hvilket varede temmelig længe. Da han var færdig dermed, nedlagde han samme i sin Skuffe i Skrivebordet.16 Da Kongen kom ind i Sovekammeret, hvor Livlægen og jeg længe havde vented ham, var han betagen af en voldsom Feber. Han kom strax i Seng, men Feberen vedblev at ryste ham. Lægen ordinerede Camille Thée og Mixtuur. Conferentsraad Bang skal idag spise til Midag hos Kronprindsen, sagde Livlægen, lad ham bede at komme herind først; jeg besørgede strax samme. Da jeg kom ind igjen, spurgte jeg Livlægen, er der Fare at befrygte for Kongens Liv? Øieblikkelig Fare er der ikke, svarede han.

Næste Dag havde Kongen mindre Feber, men Hævelsen i Armen tiltog. Onsdagen den 12 Jannuari, om Middagen Kl: 1, da Kammertjener Hansen var gaaet hjem, og ingen andre var tilstede, troede jeg, Kongen kunne have Lyst til at sove lidt og sadte mig ud i den lille Hjørnestue, men strax efter kaldte Kongen og sagde, jeg kunde ret have Lyst til at blive barberet og vadsket, jeg ligger og seer ud som et Sviin, troer Glase, det kan gaae an? Kongen var i godt Lune den Dag, og da jeg den foregaaende Dag havde fraraadet ham det, fandt jeg nu at burde opfylde hans Ønske. Sidde overende kan jeg nok ikke, sagde Kongen; det behøves heller ikke, sagde jeg, naar Deres Majestæt er saa naadig og tillader, at jeg maae give mig lidt Tid, saa skal det gaae meget godt. Jeg lagde mig paa Knæe foran Sengen og barberede, vadskede og friserede Kongen. See saa! sagde Kongen, da han var færdig, nu er man da Menneske igjen. Strax derefter kom Hendes Majestæt Dronningen for at sige Kongen Farvel, førend hun kjørte over til Enkedronningen. Førend hun forlod Sovekammeret, sagde Kongen: Du kan nok ikke see, at jeg baade er vadsket og barberet, siden du var hos mig? Jo min Engel, sagde Dronningen, hvorpaa hun kyssede Kongen og havde sikkert det bedste Haab om ham.

Hævelsen i Armen vedblev, og uagtet Igler, Omslag baade Nat og Dag, saaes ingen Forandring til det bedre. Torsdag Midag, da jeg var ene hos Kongen, sagde jeg: Deres Majestæt skulde lade Professor Stein see den Arm, han har daglig Erfaring i den Retning; for de andre Herrer er det mere fremmed.17 Det er dum Snak, sagde Kongen. Løverdag Middag [15. Januar] var jeg atter ene hos Kongen, og paa den Tid pleiede Doctorene ikke at komme, men den Dag kom de begge tilligemed Livlægen og medbragte Professor Stein.18 Da jeg saae ham, skal jeg ikke nægte, knustes mit sidste Haab. Conferentsraad Withusen traadte hen til Sengen og sagde: Deres Majestæt tillader, at vi medbringe Professor Stein? "Meget gjerne", svarede Kongen, han er den bedste Føler og Snitter, vi har. Stein saae og befølte Armen, gik derpaa med de andre ind i det andet Værelse, og efter der at have samtalt kom de atter ind til Kongen. Jeg hentede varmt Vand og andre Ting, som skulde bruges. Kan De taale at see derpaa, blev der spurgt mig, hvortil jeg svarede Ja.

Stein gav derpaa Kongen 4re Snit i Armen; ved det sidste, som var i det tykke af Armen, kunde jeg see paa Kongens Ansigtstræk, at det gjorde ondt. Derefter nedlagdes Charpie i Saarene, og Armen [blev] belagt med Omslag.19 Den næste Morgen fandt Lægerne sig ret tilfreds med Saarene, og saavidt jeg kunde Skjønne, havde de endnu godt Haab. Samme Dags Aften fattedes den Beslutning, at Kongen skulde flyttes ind i det saakaldte Vase Cabinet, hvilket lod sig udføre paa følgende Maade.20 En med grønt Fløiel betrukken Checelong, som Dronningen havde foræret Kongen paa hans Fødselsdag, blev hensadt ved Sengens udvendige Side. Lægerne løftede den daarlige Arm fra dens Leie, og den høiere Arm lagde Kongen over min Skulder; selv havde Kongen saa mange Kræfter, at han satte sit ene Been paa Gulvet og hævede sig fra Sengen over paa Checelongen, kjørte derpaa ganske langsomt ind i Vase Cabinettet, idet Lægerne bestandig holdt den daarlige Arm i dens faste Stilling. Kongen lagdes derpaa op i den i Vase Cabinettet opredte Seng, som var nedflytted fra Hendes Majestæt Dronningens Sovegemak. Kongen takkede de Herrer for deres Hjelp og sagde "Flytningen gik bedre, end jeg havde ventet".

Om Aftenen indfandt Lægerne sig atter, eftersaae Saarene paa Armen, men fandt sig nok ikke saa tilfredse som om Morgenen. Natten var urolig, og kun liden Søvn. Næste Dags Morgen mødte samtlige Læger igjen, Omslaget blev aftaget og Saarene efterseete, men Kongens Tilstand var nok som den foregaaende Dag. Omtrent Kl: 2 kom Geheime Etatsraad Adler for at see Kongen og høre til hans Befindende.21 Kongen laae i dette Øieblik som i en Slummer; da Geheime Etatsraaden kom i den aabne Dør, som førte ind til Vase Cabinettet, standsede han strax inden for Døren, saae med veemodsfulde Blikke paa Kongen, gjorde Christie Kors med Fingeren for ham og forlod derpaa Cabbinettet.

Om Aftenen indfandt Lægerne sig atter til den aftalte Tid for at eftersee Armen og Saarene, nyt Omslag blev paalagt. Denne Nat var Kongen meget lidende og havde aldeles ingen Roe, naar jeg undtager et godt Qvarteerstid imellem Kl: 1 og 2, hvori han slumrede. Professor Fenger, som havde Vagt og opholdt sig i Kongens egentlige Sovekammer, maatte jeg hvert Øieblik hente ind til Kongen, denne Mand talte bestandig nogle venlige Ord til Kongen og gav ham af og til en Pebermyntekage i en Theeskeefuld Vand.22 Jeg maatte af og til hele Natten lædske Kongen med koldt Vand blandet med Morbærsaft. Kongens Lidelser tiltoge. Om Morgenen Kl: 4 afløstes Professor Fenger af Livlægen Doctor Dahlerup. Omtrent Kl: 5 kom Kammerherre Blucher for at høre til Kongen og sad længe og talede med Livlægen.23 Han blev ved denne Leilighed Vidne til en lille Uenighed imellem Livlægen og mig angaaende en Befaling af Livlægen, som jeg ikke vilde udføre, og som jeg her vil forbigaae med Taushed; om jeg handlede rigtig, vil jeg lade Kammerherren bedømme.

Om Morgenen samledes Lægerne til den fastsadte Tid, men fandt formodenlig Kongens Tilstand af den Natur, at intet mere kunde hjælpe, for da jeg kom med det friske Omslag, sagde de, jeg kunne tage det bort. Efter nogen Tid at have staaet ved Kongens Seng forlode de alle Cabbinettet og gik ind i Kongens Arbeidsværelse, hvor de længe talede sammen. Under denne Samtale tiltoge Kongens Lidelser saa meget, at man hvert Øieblik kunde vente, det var forbi. Jeg spurgte Kongen: ønsker Deres Majestæt, at Dronningen skulde komme ned? hvortil han nikkede med Hovedet og svarede Ja. Jeg gik ind til Lægerne, sagde dem, at Kongen ønskede at see Dronningen, hvortil de svarede: Meget gjerne. Jeg løb i Forgemakket, bad dem bede Dronningen komme ned til Kongen saa hurtig som mulig. Det varede kun nogle faae Minuter, og hun stod ved den elskede Konges Side. Kun Troen paa Gud kan styrke og give Mennesket den Kraft, som behøves i et saadant Øieblik, og man maae beundre med hvilket fatted og Gudhengiven Roelighed, Hendes Majestæt paa denne sørgelige Dag saae sig berøved det bedste og kjæreste, hun eiede.

Om Eftermidagen modtoge Kongen og Dronningen af Biskop Mynster Altarets Sacramente, og man kunde tydelig i næste Værelse høre Kongens endnu kraftige, men lidt uforstaaelige Stemme.24 Kongens Lidelser tiltoge meer og meer. Krampen hævede hans Bryst og Mave, lammede hans Tunge, og i denne Dødens Stund havde Kongen endnu saa mange Kræfter, at han tog sit Lommetørklæde og vidskede Dødens kolde Sveed af sin Pande; og at han havde sin fulde Samling til sin sidste Time, derpaa kan følgende tjene som Beviis. Hendes Majestæt Dronningen, som bestandig sad ved Kongens Seng, bemærkede, at Kongen anstrængede sig for at fremføre noget, men kunde ikke gjøre sig forstaaelig; jeg lagde nøie Mærke til Bevægelsen, Kongen gjorde med Haanden og til den neppe forstaaelige Lyd, han udstødte, og fik ud deraf, at Dronningen ikke kunde taale og see hans lidelser. Hun reiste sig og gik bort et Øieblik fra Sengen. Kongen blev atter rolig. Dødskampen tiltog, Kl: 10 og 10 Minutter Aften udaandede den Konge, som af enhver, der kjendte ham, var elsket som en Fader af sine Børn, og i hvem der sad et Hjerte, som havde Følelse for, hvad der var Ret og Godt, sit sidste Suk i Overværelse af Hendes Majestæt Dronningen, den hele kongelige Familie, Hoffets Damer, Overhofmarskallen og flere af Hoffets Cavaliere.

Skrevet af Kongens Kammaerlakai Glase strax efter Kongens Død.

D. v. Rosen.

 

2. [D. von Rosens beretning, februar 1848 (revideret)]

Kong Christian den Ottendes Sygdom og Død i Aaret 1848.

Nytaarsaften Aaret 1847 havde Kong Christian den Ottende, som aldrig trættedes under Arbeidet, afholdt et Statsraad indtil Kl. 7 om Aftenen, derefter spiist hurtig og var kjørt i det Kongelige Theater for at overvære Forestillingen, hvor "Østergade og Vestergade" blev opført, hvilket Stykke i den Tid i Almindelighed blev givet paa den sidste Aften i Aaret og altid morede Kongen saa meget.25 Da Han kom tilbage fra Theatret lidt efter Kl. 10 og hilste paa det hos Dronningen forsamlede Familieselskab, traadte han ind med de Ord "Jeg har moret mig deiligt", gjorde nogle spøgende Bemærkninger, fordi det varede saa længe, inden Theen var serveret til Alle, og gik ind i det tilstødende Værelse for at udvælge en Deel Smaagjenstande, som skulde benyttes ved et Kortlotterie, der skulde udfylde Aftenen. Kongen var hele Tiden venlig og fornøiet, skjøndt Han klagede over Varmen og følte sig beklemt.

Da slog Klokken omsider 12 og Kongen og Dronningen ønskede med den dem egne Godhed og Ynde os Alle et lykkeligt og velsignet Nytaar, gave os Haanden og takkede for det gamle Aar! Hvem havde tænkt, at det skulde blive sidste Gang, at Kongen feirede Nytaarsaften her paa denne Jord? Kongen omfavnede Dronningen paa det Kjærligste, og en ubeskrivelig Elskværdighed udbredte sig i saadanne Øjeblikke over hele Hans Væsen. Dronningen forærede Kongen paa denne Aften en deilig Saddel, den forsinkede Julegave, og den glædede Kongen meget, men benyttedes aldrig! Kongen saae ikke vel ud, men vilde ikke rigtig svare, naar man spurgte til Hans Befindende, og tog snart Afsked med den Kongelige Familie og det øvrige Selskab.

Den næste Morgen var Hans Majestæt tidligt staaet op, og Kl. 9 Løverdag den 1ste Januar var Han rede til at modtage den sædvanlige Nytaarscour og Gratulation. Efter Couren kjørte Kongen i Kirke,26 hvilket Han aldrig forsømte, var et Øjeblik hos Dronningen, men klagede over ikke at være fri for Beklemmelser.27 Kl. 3 begav Kongen sig til Enkedronning Marie og afholdt derefter Kl. 4 et stort Taffel i Anledning af Ordensdagen for Elephantridderne. Ved Taflet spiste Kongen kun lidt og gjorde om Aftenen Sit Partie i Dronningens Gemakker. Om Søndagen var sædvanligt Søndagstaffel, og om Aftenen læste Kongen høit for den daglige lille Kreds hos Dronningen af den Franske Roman "les trois Mousquetaires", hvorved Illustrationerne morede ham meget, dog yttrede Kongen nogen Forundring over, at der ikke var det mindste for paa denne Aften.28

Mandag den 3de Januar vilde Dronningen foretage Sin sædvanlige Spadseretour, da Kongen kom op i Hendes Værelser, begge Hænder puttet i Muffen, som Dronningen havde glemt underneden i Hans Cabinet. Derved gjorde den kjære Konge et ganske skjelmsk Ansigt og morede sig selv over denne Spøg. Kongen trykkede Dronningen paa det kjærligste til sig, og man kunde ret see, hvorledes Hans Øjne med Velbehag hvilede paa Hende, idet Han omfavnede Hende.

Da jeg Tirsdag den 4de Januar kom tilbage fra Visiter og Commissioner i Byen, lod Dronningen mig kalde. Jeg skulde see Kongens Portrait, som i denne tid blev malet af en Østrigsk Maler Rahl; Kongen stod med Kappen hængt over den ene Skulder og henvendte venlige Ord til Kunstneren, da denne vilde befrie Ham fra denne Byrde, men dog ønskede at male endnu noget ved Haanden, hvori Kongen holdt en Handske. Derpaa betragtede Kongen selv Portraitet med Opmærksomhed og syntes i det Hele taget at være vel tilfreds dermed, dog fandt Han, at det Hviide i Øjet var altfor lyst. Ogsaa Handsken forvoldte nogen Vanskelighed. "Jeg maae dog holde den graziøs", mente Kongen.29 Tilsidst gaves Maleren endnu nogen Anvisning; Kongen gjorde flere Bemærkninger med Hensyn til Uniformen, Portépéen og flere Smaating og trak sig derefter tilbage, idet Han lovede i de nærmeste Dage endnu engang at sidde for Maleren, som ønskede at retouchere hele Portraitet.30 Hvem anede dengang, at dette aldrig vilde skee! Dagen efter blev Kongen syg, og Portraitet blev, som det var, for Intet at fordærve med Hensyn til Ligheden. [A].

Onsdag den 5te Januar var Kongen trods en stærk, næsten Orkanagtig Østenvind roet ud til Skibet "Valkyrien" for der at aflægge et besøg inden det stak i Søen for at tiltræde den lange Reise til Ostindien og Nykobarøerne.31 Kongen vilde selv ønske Skibets Besætning en heldig Reise. Veiret var forfærdeligt og vi vare Alle meget bekymrede for Kongen, da vi erfarede Hans tidlige Udflugt. Efter Hjemkomsten afholdt Kongen endnu et langt Statsraad og drak om Aftenen Thee hos Kammerfrøken Walterstorff.32 Da Kongen saae mig alene følge de høje Herskaber, lagde Han Sin Haand paa min Arm og spurgte i spøgende Tone "sola" ? - Der var noget saa egendommeligt venligt og elskværdigt i enhver af Kongens Bevægelser og Ord, at man aldrig kunde glemme dem. Om Aftenen var Kongen vel ret talende og oplivet, men Stemningen var alligevel noget trykkende. Det var, som om andre Ting lagde Beslag paa hans Tanker. Gjærne gjorde Han et Partie, og saaledes ogsaa denne Aften, og da Dronningen noget tidligere trak sig tilbage, var Kongen særdeles venlig ved Afskeden. Det var sidste Gang, hvor jeg saae den høitelskede Konge, inden Sygdommen og Døden i kort Tid bortrev Ham af vor Midte!

Torsdag den 6te tidligt om Morgenen vækkedes vi Alle uventet med den Efterretning, at et Bal, som skulde afholdes samme Aften i Palaiet paa Amalienborg, var afsagt paa Grund af Kongens Upasselighed. Dette vakte stor Forskrækkelse, thi skjøndt saadanne pludselige Sygdomsanfald i den senere Tid ikke hørte til Sjeldenhederne hos den dyrebare Konge, saa vare de dog altid hurtig gaaet over. Men denne Gang havde Attaquen, som navnlig bestod i heftige Beklemmelser, været mere heftig end sædvanlig, og da Lægerne fordrede stor Forsigtighed, maatte Kongen foreløbig holde Sengen. Dronningen blev strax meget forskrækket, og det lykkedes ikke Conferentsraad Bang, som var tilkaldt, ganske at berolige Hende. Lægerne vare enige i, at Kongen maatte være meget forsigtig, og at den største Regelmæssighed krævedes i det daglige Liv! Kongen laae syg i Sine egne Gemakker i Palaiets Stue-Etage,33 og havde strax om Morgenen modtaget et Besøg af Kronprindsen samt talt med Generaladjudanten for Sø-étaten, Admiral Lütken.34 Aareladningen, som strax var foretagen, havde lettet betydeligt, og for Øjeblikket saaes ingen Fare i Kongens Tilstand.

Indtil Løverdag den 8de Januar holdt Kongen sig da ogsaa ganske rolig og ansaae sig for at være Reconvalescent, medens Dronningen mere og mere foruroligedes ved den Betændelse, som viiste sig i Saaret efter Aareladningen, og indstændig bad Kongen om at unde sig den fornødne Ro. Om Søndagen var Dronningen i Kirke og hørte Pastor Grundtvig prædike i Vartou,35 beroliget ved at Kongen ikke vilde staae op - inden Kl. 12, for derefter at tale med nogle Herrer, som havde begjæret Audients, en Deputation i Anledning af den forestaaende Omordning af Sorø Akademi. Kongen var da staaet op og vilde paa ingen Maade undlade at tage Uniformen paa.36 Men neppe var Audientsen forbi, saa længtes Han selv efter Sengen og Lægen. - Professor Ingemann var En af de Herrer, som havde havt For[e]træde hos Kongen i denne Anledning.

Derefter skrev Kongen endnu et langt Brev og vilde paa ingen Maade følge Lægernes Raad at lægge sig strax. Kongen blev ved med at skrive paa det Ivrigste og svarede paa Etatsraad Dallerups Bemærkning, "at det var en altfor stor Anstrængelse", næsten utaalmodig, at Han først maatte fuldende Brevet. Kongen saae yderst lidende ud, og da Han omsider var færdig, kaldte Han paa Adjudanten, Oberst Irminger, og overgav ham det til Kronprindsen skrevne Brev til Forsegling, anviiste den Plads, hvor det skulde henlægges, og paabød ham, ifald Døden skulde overraske Kongen, strax at aflevere Brevet i Kronprindsens egne Hænder. Saaledes skeete det ogsaa.37 [B].

I de første Dage af Sygeleiet havde den Tanke, at paatrængende Statsanliggender maatte opsættes eller hvile, pint og forstemt den lidende Konge. Bestandig sysselsattes Hans Tanker med disse Sager, og Flere, som Kongen havde indviet i Sine Planer, stedtes til Samtaler. Men Lægerne fraraadte selv dette og ansaae enhver legemlig eller aandelig Anstrængelse for høist betænkelig under Kongens Tilstand. Naar Dronningen gik ned til Kongen, fandt Hun Sin Gemal tidt slumrende eller taus, forstemt og lidet oplagt til Samtale; kun sjeldent taalte Han, at Hun læste høit for Ham, og ønskede tidt at ligge ganske stille. Dag for Dag forøgedes Svulsten i Armen, og da Feberen indfandt sig stedse hyppigere, svandt Kræfterne mere og mere. Efter nogle Dages Forløb maatte Kongen da bequemme sig til foreløbig at give Afkald paa alle Forretninger; om Aftenen havde Han selv yttret dette for Dronningen og tilføiet meget mismodig, "Nu kunne Lægerne da glæde dem ved at have mig ganske i deres Vold", hvorved man tydelig kunde forstaae, at Kongen følte Sin egen Afmagt. De Herrer, som Kongen havde kaldt til Kjøbenhavn for med dem at overveie de vigtige, svævende Statsanliggender, fik nu Meddelelse om, at de hellere maatte reise, da Kongen foreløbig ikke turde fortsætte Forhandlingerne, og iblandt dem var da ogsaa Grev Otto Moltke.38 Efter at dette var besluttet, kom der lidt mere Ro over Kongen.

Dronningen fortsatte eller vedblev vel med de daglige Promenader paa Volden, men var nedbøiet og tankefuld, som om Hun anede den forestaaende Fare og ængstedes svært for den umaadelige Sorg. Tilstanden forværredes desværre dagligen mere og mere, og da Betændelsen og derved Feberen forøgedes, erklærede Lægerne om Løverdagen den 15de, at det maatte overveies, om Betændelsen kunde fordele sig, eller om et Snit vilde være nødvendigt. Da Kongen havde tabt al Appetit, vare Kræfterne meget svage. Operationen ansaaes for nødvendig, og den blev heldig udført af Professor Stein, som nu ogsaa var bleven tilkaldt, og i den Tid ansaaes for den dygtigste Chirurg. 4 Indsnit vare gjorte i Armen, og Kongen havde rolig og taalmodig taalt dem, men altid vendt Øjnene bort, naar Lægerne nærmede dem med Knivene. Først om Eftermiddagen yttrede Han, at Han havde følt store Smerter derved.

Conferentsraad Bang ilede op til Dronningen, saasnart Operationen var fuldført, og søgte at indgyde Hende nyt Haab. Det syntes ogsaa, som om Følgerne vare meget lovende, Feberen formindskedes, og man turde vente en rolig Nat for den høje Patient. Desværre blev Søvnen afbrudt, og om Lægerne den paafølgende Dag ogsaa vare tilfredse med Saaret, saa var Tilstanden dog i det Hele taget temmelig uforandret og Kræfterne formindsket. Kongen havde under Sygdommen ikke nydt andet end lidt Æble-compot og Sukkervand; en fjerde Læge Dr. Fenger blev tilkaldt for at deltage i Nattevagten.39 Etatsraad Dallerup blev ogsaa om Natten paa Palaiet, og Kl. 4 om Morgenen hørte man ham gaae ned til Kongen for at vaage ved hans Leie i de tidligste Morgentimer. En yngre Læge opholdt sig desuden i Kongens Forgemak for at være ved Haanden, naar Leiet skulde forandres eller at yde sin Bistand ved Forbindingen, som skeete med stor Forsigtighed.

Om Søndagen modtog Kongen endnu et Besøg af Landgreve Vilhelm af Hessen og af Udenrigsministeren Grev Reventlow-Criminil, og begge syntes ikke at finde Tilstanden betænkelig.40 Men Dronningen vedblev at befrygte det værste og var fortvivlet over Kongens Udseende og Kræfternes Aftagen. Nu indfandt sig ogsaa Feberfantasier, som bleve afbrudte ved en urolig Søvn. Kongen syntes at være sig denne Tilstand bevidst. Desværre standsede Suppurationen i Saaret, og Feberen tog til, og Lægerne haabede da, at en Luftforandring og Ophold i et større Værelse muligviis kunde faae en heldig Indflydelse. Det lille Cabinet, hvori Han hidtil havde ligget, vanskeliggjorde desuden Pleien. Hurtig blev Alting dertil ordnet, og om Mandagen lagdes Kongen i Sin sædvanlige store Seng, som var bleven flyttet ned fra Sovegemakket paa første Sal og nu stod i det saakaldte Vase-Cabinet, et rummeligt Værelse, som vendte ud til Palaiets Have. Men Feberen brød atter ud med fornyet Styrke, og stærke Rystelser greb hele Legemet og medtog Kræfterne end yderligere. Dette stærke Feberanfald havde indfunden sig, medens Dronningen sad ved Kongens Seng, og Lægerne kaldtes øieblikkelig ind og søgte med varme Dunke at fremkalde en stærk Transpiration, men saae i disse Sygdoms-yttringer desværre altfor tydelig et daarligt Tegn.

Fra dette Øjeblik af tiltog Ængstelsen og Bekymringen for Kongens Tilstand fra Time til Time. Om Tirsdagen heed det sig, at Kongen ikke havde havt et Øjebliks Ro om Natten, men følt heftige Smerter i hele Legemet. Efter 14 Timers Forløb vendte Feberanfaldet tilbage og gjentog sig nu hyppigere med stor Heftighed. Dronningen forlod Kongen først seent om Aftenen og havde næsten ingen Ro om Natten, idelig befrygtende en yderligere daarlig Vending i Tilstanden. Om Onsdagen udstedte da ogsaa Lægerne en Bulletin, saa alvorlig, at den maatte betage ethvert Haab om Bedring. "Natten havde været søvnløs, Feberen var i Tiltagende og Kræfterne i Aftagende", saaledes lød den omtrent, og nu fik da ogsaa Publikum den sørgelige Vished, at der ingen Bedring var at haabe.

Vi Alle, som hørte til Kongens og Dronningens nærmeste Omgivelse og elskede dem saa inderligen, bleve nu grebne af den dybeste Sorg, og Intet kunde ligne den Smerte, som prægede Dronningens Ansigtstræk, da Hun lod os kalde til sig for at udtale Sin Bekymring og Forvisningen om den dyrebare Konges nærforestaaende Bortgang. Medens Lægerne vare sysselsatte med Kongen, sad Hun nedbøiet og stille i det tilstødende Værelse, og aldrig glemmer jeg de Timer, som tilbragtes her i den dybeste Alvor og i taus Forventning. Medens Kongen ellers nødig vilde, at Dronningen var Vidne til Hans legemlige Lidelser, saae Han nu gjerne, at Hun tilbragte det Meeste af Dagen hos Ham. Vi Damer betraadte ellers kun sjeldent Kongens Gemakker og følte altid en vis Ærefrygt, naar det skeete, men nu opholdt vi os der omtrent hele Tiden, med Ængstelse imødeseende enhver Forandring i den Syges Tilstand. Af og til traadte da Dronningen ind til os for at give os nærmere Underretning, men desværre ei til det bedre.

Den bedagede Enkedronning Marie, som hidtil havde været holdt uvidende om Kongens betænkelige Tilstand, var nu ved den Ængstelse, som havde greben hende, selv bleven overbeviist om, at Kongens Liv svævede i Fare, og kom uanmeldt i Sin Hofdames Equipage kjørende over til Dronning Caroline Amalie for selv at erfare alle Enkeltheder og at bevidne Sin Deltagelse. Det var rørende at see denne gamle, højærværdige Dronning, rystende og bævende af Angst og Bekymring og forberedt paa nu ogsaa at maatte bære dette haarde Slag efter at have oplevet omtrent Alt, hvad Livet kan bringe af Sorg og Savn, med største Resignation og Gudhengivenhed. For Enkedronning Marie havde Kong Christian den Ottende som Slægtning altid været som en kjærlig Søn og som Konge fuld af Hensyn og Omsorg, og nu skulde Hun endnu opleve i Sin høie Alder at miste Ham. Dronningerne tilbragte omtrent en halv Time sammen, men Dronning Marie saae ikke Kongen; Begge vilde neppe have taalt dette.

Kun ganske kort havde Kongen samme Formiddag talt med Kronprindsen og, som denne forsikkrede, taget Afsked med Ham. Med et taarevædet Ansigt kom Han ud fra Kongen og yttrede til os Omstaaende, "at Han nu maatte tænke paa Sine Pligter". Til Prindsesse Juliane, som saae Sin syge Broder et Øjeblik, sagde Kongen med svag Stemme, "forskrækkelig svag føler jeg mig", - ellers talte Han næsten ikke, og tog ikke Afsked med Nogen, ei heller med Sin Gemalinde; det var, som blev dette altfor tungt for Ham. Da vi i et Øjeblik, hvor Lægerne gik igjennem Værelset, spurgte dem, hvor nær de troede Faren, rystede Dallerup paa Hovedet og svarede: "efter 24 Timer eller før, men Haab have vi ei mere". I den største Spænding tilbragtes nu Eftermiddagen, og al Ro var forsvunden. Omsider, Kl. 8 om Aftenen, samledes vi atter i Kongens Værelser, hvor nu alle Prindser og Prindsesser vare tilstede, og Dronningen opholdt sig i den ene Stue med Landgreven og Prinds Frederich af Hessen, medens Lægerne drøftede Sygdommens Gang. Der blev tagen en ny Beslutning angaaende de sidste Midler, som forsøgsviis kunde anvendes, mere for at gjøre noget end fordi, man ventede nogen væsentlig Bedring. Et Omslag af Løg skulde lægges om Armen og Medicinen forandres.41

Imidlertid havde mange Mennesker samlet dem paa Amalienborg Plads, i største Stilhed ventende paa Efterretninger angaaende Kongens Tilstand. Ogsaa Kronprindsen kom endnu engang, og da man hidtil kun havde seet Ham daglig engang at komme kjørende fra Christiansborg Slot, troede man almindelig, at det sidste Øjeblik var nærforestaaende. Men tvertimod syntes det, som om nogen Bedring var indtraadt, og Lægerne kunde udstede en ny Bulletin, som virkede beroligende paa den udenfor Palaiet ventende Menneskemasse.

Dronningen, som havde foresat sig at tilbringe Natten i en Lænestol ved Kongens Seng, lod sig overtale til at gaae til Sengs, og Kl. 11 om Aftenen den 19de Januar gik vi Alle til Ro, udmattede af Angst og Bedrøvelse, men hengivende os til det Haab, at Kongens Død endnu ikke var saa nær, som man havde befrygtet. Dronningen havde givet Befaling om at blive vækket ved den mindste Forandring til det Værre og lod sig hvert Øjeblik bringe Underretning om Kongens Tilstand. Saa urolig, Søvnen saaledes blev, saa bragte denne Nat dog nogen Hvile og styrkede Dronningens Kræfter for den næste Dag og alt, hvad den maatte bringe. Selv Lægen Dallerup undte sig nogle Timers Ro, hvortil han høilig trængte, da den sidste Tid havde været overanstrængende for Alle, som pleiede den syge Konge. Saaledes hengik da ogsaa denne Nat, og medens Kongen laae stille hen, hylede Vinden forfærdelig, og et afskyeligt Vinterveir forøgede den mørke Stemning, som havde greben os Alle.

Henimod Kl. 10 om Formiddagen den 20de Januar forsamlede vi os atter Alle i Kongens Gemakker og fandt ogsaa Kronprindsen der i livlig Samtale med Lægerne. Kongen havde nu spurgt efter Dronningen, som derpaa i største Hast ilede ned til Sin Gemal, neppe færdig paaklædt. Et nyt Feberanfald havde forøget Faren for Kongens Liv. Fra nu af forlod Dronningen Kongens Værelser kun for Øjeblikke; for det Meeste sad Hun ved Hans Seng, kyssede Hans Hænder og Panden og knælede ved hans Seng i Haab om at kunne berede Ham en eller anden Lettelse, naar Smerterne bleve heftige. Aandedrættet blev mere og mere besværlig og Pulsen urolig, heftige Beklemmelser udgjorde nu Hovedlidelsen.

Det var ogsaa Omgivelsen forundt at nærme sig af og til den elskede Konges Seng, men hvor var Han forandret, alt i den korte Tid! Han mærkede ikke, naar man saaledes iagttog Ham igjennem den halv aabne Dør, da Han for det Meeste laae ganske lige udstrakt i Sengen. Paa den skjønne Pande perlede Sveden, og Kongen tog af og til selv Lagenet for at tørre den. Den ene Haand laae ovenpaa Lagenet, og naar Smerterne bleve heftige, slaae Kongen paa den Ham egendommelige Maade med den paa Tæppet, hvorved der snarere udtryktes en vis Uro end Utaalmodighed. Haarene faldt ganske platte ned paa Panden, og Munden var indfalden. Det havde saaledes neppe været muligt at kjende Kongen under andre Omgivelser. De enkelte Ord, som Kongen udtalte, vare vanskelige at forstaae. Flere Gange ønskede Kongen at lædskes med Sukkervand og kaldte paa Lægerne, saa laae Han atter ganske stille hen.

Saaledes hengik Formiddagen, og efter at Kronprindsen endnu engang var gaaet ind til Sin høje Fader - nu for sidste Gang - in[d]traadte der en større Ro, og Dronningen benyttede dette Øjeblik for at spørge Kongen, om Han ikke vilde nyde Alterets Sacramente? Kongen gik strax ind derpaa, men tilføiede kun, "men det er paa høie Tid". Kongen havde altid som en oprigtig Christen deltaget engang om Aaret i Alterets Sacramente, og det glædede os Alle, at Han nu ogsaa i Sin Dødstime vilde aflægge dette Vidnesbyrd om ægte og sand Tro! Det syntes, som om der udbredte sig mere og mere en stille Fred over den elskede Konge, da Biskop Mynster snart efter indtraf og med høi og klar Røst forkyndte Indstiftelsesordene og udtalte Sacramentets Velsignelse. Der var ingen Forberedelser trufne til den hellige Handling, Ingen havde tænkt derpaa, og dog udførtes den maaskee aldrig med større Høitidelighed; den Stilhed, som i dette Øjeblik omgav det høie Kongepar, som for sidste Gang i Forening deeltog i den hellige Handling, var opløftende og høitidelig nok i sig selv. Da Biskoppen forkyndte Syndernes Forladelse, udbrød Kongen med høi Røst "tusind Tak", og giv mig Deres Haand, vare de sidste Ord, som Han henvendte til den ærværdige Biskop; selv for svag til at række den hen løftede Biskoppen Tæppet og trykkede den dyrebare Haand.

Da Døren var lidt aabnet, kunde dette iagttages af os Andre, som med den inderligste Deltagelse og dyb Vemod stode i det tilstødende Gemak. For den gamle Mand havde det været en tung Gang, selv var han omtrent 10 Aar ældre end Kongen, hvis Øjne han nu saae briste.42 Da Dronningen atter traadte ind til os, straalede en stille Selvfornægtelse og Gudhengivenhed ud af Hendes Øine; ingen jordiske Bekymringer blandede sig i Hendes Sorg, og ingen Bitterhed ved Tanken om snart at maatte ombytte Thronen og Kronens Glands med en mere ydmyg og tilbagetrukken Stilling [sporedes]. Dyb Vemod ved Bevidstheden om den nærforestaaende Skilsmisse fra Hendes dyrebare Gemal syntes at udfylde Hendes Tanker.

De Timer, som nu fulgte efter, vare tunge; Kongen vaandede sig paa Sit Sygeleie, forpiint og smertefuld. Dronningen modtog endnu et Besøg af Enkedronning Marie, og Hendes hjertelige Deltagelse gjød Balsam i Dronningens Hjærte. Beklemmelserne toge til, og Kongen talte nu kun med ganske faae, utydelige Ord, som dog tydede paa fuld Bevidsthed. Kongen bad Dronningen flere Gange om at spare sig de sørgelige Indtryk, som Hans Lidelser maatte forvolde Hende, men Hun vilde dog ikke forlade Ham; Timerne henrandt langsomt. Fra Kl. 3 til henad Aftenen varede denne Tilstand ved. Dronningen havde sat sig saaledes, at Kongen ikke behøvede at see paa Hende; Hun holdt Hans Haand i Sin og kyssede tidt den skjønne, kolde Pande, hvilket syntes at gjøre Kongen godt! Lægerne stode omkring Kongen, Bang, Dallerup, Withusen, men de formaaede intet mere at udrette! Flere Gange slaae Kongen Øinene op og syntes at være ved Sin Bevidsthed, men det blev mere og mere stille, og snart føltes det, at Døden nu nærmede sig. Ogsaa vi Dronningens Damer nærmede os nu Sygeleiet og ville saa gjerne i det sidste Øjeblik være den elskede Konge saa nær som muligt. Som Flammen bliver svagere og svagere, naar den har fortæret den nærende Olie, saaledes udsluktes Livet i dette dyrebare Legeme. Kl. 8 omtrent forandredes Aandedrættet til en lydelig Rallen, og omtrent Kl. 10 var Dødskampen endt og udstridt. Den havde været lang og tung! Kl. 7 om Aftenen havde Kronprindsen endnu engang indfunden sig for at see den døende Fader. Da Han saae, hvor nær Enden var, ilede Han tilbage til Christiansborg Slot for, som Han yttrede, at undgaae og at afværge fra Sørgehuset den Uro, som de forestaaende Begivenheder maatte fremkalde. Dersom Kongen skulde dø efter Kl. 10 om Aftenen, skulde det blive en Hemmelighed, og saaledes skeete det ogsaa.43

Et Quarter over 10, med nogle Trækninger i Ansigtet, indtraadte Døden, og alt blev stille! Pulsen var standset omtrent en Time forinden, kun Hjerteslaget vedblev endnu i nogen Tid, da stod ogsaa det stille for bestandig. Saa laae Han da udstrakt paa Død[s]leiet, den dyrebare, elskede Konge; Panden og Næsen vare kolde, men Hænderne endnu ganske varme, som om Døden endnu ikke havde naaet dem. Dronningen reiste sig nu, omfavnede os taus og gik ind i det tilstødende Værelse for at Alle, som havde staaet Kongen nær og forventningsfulde havde oppebiet dette Øjeblik, endnu engang kunne see deres dyrebare Herres og Konges Aasyn og indprente sig dette Billede for bestandig. Derpaa knælede Dronningen atter ned ved Kongens Seng i stille Bøn og søgte derefter nogen Hviile i Sine egne Gemakker.44 Nu trængte Kongen ikke mere til Pleie eller Omsorg, og Vi forlode Alle dybt bevægede efterhaanden Dødsleiet.

Den næste Morgen tidligt gik Dronningen alene ned i Kongens Gemakker for at see det dyrebare Liig. Bleg og næsten forstenet vendte Hun tilbage derfra. Ingen Taarer havde lettet Hendes Smerte, og Hun havde været nærved at besvime, da Hun med Kongens Kammertjeners Hjelp vilde afklippe nogle Haar. Saaledes havde Hun tilbragt der omtrent en Time, taget Ringen af Kongens Finger og føiet den til Sin egen, men var da faldet tilbage i en Lænestol, rystet af den dybeste Sorg. Først flere Timer derefter, ved at tale med Sin Omgivelse om det smertefulde Tab, som Hun havde lidt, formildedes Sorgen, og Hun brast i Graad, da det nylig malede Portrait af Rahl blev bragt ind i Hendes Værelse. Uhret og Ringene, som laae vedsiden af Kongens Seng, bleve bragte Dronningen, og tidt dvælede Hun i Sin Enkestand ved disse Erindringsgjenstande, som Hun opbevarede i en Kasse med Souvenirs. Uhret skjenkede Hun dog inden Sin Død til den hedengangne Konges trofaste Kammertjener Glase i Anledning af et Jubilæum, og Ringene tilfaldt ifølge Hendes testamentariske Bestemmelser Rosenborgs chronologiske Samling.45

Alt omkring Kongen og i Hans Gemakker var forøvrigt præget af den yderste Tarvelighed, og det var rørende at see hvor fordringsløs, Han altid havde været med Hensyn til Sin egen Person, selv i de Aar, hvor Han beklædte Danmarks Throne.

Saa laae da nu det høje Liig udstrakt paa Sengen. De smukke Krøller, som Kongen altid havde pleiet med særlig Omhu, prydede endnu Hans Hovede. Det hørte paa en Maade med til Kongens Toilet, at de maatte brændes flere Gange om Dagen, og det var bleven til en Vane for Kongen at dreie dem med Fingerne og at sætte dem tilrette.

Gjentagne Gange havde Kongen udtalt, at Han ansaae det for en uundgaaelig Forpligtelse og overeensstemmende med den Kongelige Værdighed ikke at unddrage sig den gamle Skik, at et Kongeliig maatte balsameres. Han tilføiede da, "det hører sig jo til". Skjøndt Dronningen var af den modsatte Anskuelse og bestemt havde frabedt sig det for Sit Vedkommende, saa ærede Hun dog i Et og Alt Sin afdøde Gemals sidste Villie og satte sig ei derimod, da Kong Frederik den Syvende opfordrede Hende til at udtale Sine Ønsker angaaende den forestaaende Bisættelse, men bad kun om, at Alting maatte anordnes saaledes, som det tidligere var bleven iagttagen ved Kongernes Begravelser.

Allerede Dagen efter, at Døden var indtraadt, maatte de nødvendige Forberedelser paabegyndes. Da det Nødvendigste var bleven bragt i Orden, blev Kongens Liig henlagt i Vase-Cabinet[tet] uden nogen Kongelig Prydelse, og Ansigtet gjenvandt efterhaanden det smukke Udtryk, som man kjendte saa godt. Kongen var iklædt en fiin Skjorte og tildækket med et Lagen, og saaledes var da for en kort Tid enhver ydere Prydelse fjernet og den ædle Skikkelse delte samme Skjæbne med Alle.46 Ved Obductionen havde det viist sig, at den store Aare i Armen, hvor Aareladningen var bleven foretagen, var stærkt betændt fra Haanden af indtil Skulderen, og der fandtes i Hjertekulen en betydelig Ansamling af Materie, som Blodomløbet havde afsat der. Desforuden fandtes Hjertet at være for stort (Hyper-trophie) og i Krandsaarene en Forbening. Dette havde været Aarsagen til de asthmatiske Anfald og til de Congestioner, hvoraf Kongen havde lidt saa meget, og som havde foranlediget den sidste Aareladning; desuden fandtes der nogen Sygelighed i Nyrene.

Onsdag den 26de s.M. blev Kongens Liig bragt ind i Throngemakket, som var beklædt med sorte Draperier og indrettet til at gjemme det Kongelige Liig i den nærmeste Tid. Paa en noget ophøiet Sarkophag, klædt i Kroningsdragten, en Efterlignelse af den ægte, som var bestemt til Opbevaring i Rosenborgs chronologiske Samling, indhyllet i Kroningskappen, som senere ei blev lagt i Kisten, var Kongen nu atter iført sin Kongelige Pragt. I tunge Folder hang den røde Fløilskaabe, foret med Hermelin, ned paa begge Sider af Kisten. Ordenskjederne af Elephantordenen og Storkorset prydede Brystet, som var tildækket af en fiin Skjorte, besat med Kniplinger. En himmelsk Fred var udbredt over det skjønne Ansigt og de ædle, uforglemmelige Træk. Hovedet hvilede paa en hviid Atlas[k]pude, besat med Guldfryndser, og det var et deiligt Syn i det oplyste Throngemak endnu engang at kunne beskue denne skjønne Skikkelse og for sidste Gang at bevidne den afdøde Konge dyb Ærefrygt!

Et Quarteer over 11 om Aftenen den 3de Februar blev Kisten, efter at være bleven lukket i Autoriteternes Nærværelse, ført over til det saakaldte Christian den Syvendes Palais for der endnu i nogen Tid paa Castrum doloris at være tilgængelig for det store Publikum. Kongens Lakaier, klædte i Sørgedragt, bare Kisten over; foran gik Overhofmarskallen; Prinds Ferdinand, Kongens Broder, og Prinds Bentheim fulgte efter Kisten, og efter dem alle Kongens Adjudanter og Hof-Cavalerer.48 I den dybeste Stilhed gik det Hele for sig, og da kun Faae havde vidst det, stode kun Enkelte som alvorsfulde Tilskuere paa Amalienborg Plads. Ankommen til det andet Palais traadte Vagten under Gevær, Portene aabnede og lukkedes atter, saa snart det Kongelige Liig var baaren ind. Derefter blev Alting stille. Palaiets Porte aabnedes igjen, og de 5 Gardister, som havde holdt Vagt udenfor Kong Christians Indgangsdør i Stue-Etagen, forlode nu ogsaa Palaiet; de havde der Intet mere at bevogte. Alting var mørkt og taust, og Hjerterne vare beklemte, som om man anede en tung Fremtid, og den udeblev ei heller!49 Veiret var barskt og taaget og svarede ganske dertil!

Bisættelsen i Roeskilde Domkirke fandt Sted den 26de Februar. Derom er det Nærmere Offentligheden bekjendt. Jeg har kun ønsket at optegne, hvad jeg selv har seet og erfaret med inderlig Deltagelse og Hengivenhed til det ædle Kongepar, Kong Christian den Ottende og Dronning Caroline Amalie.

D. v. Rosen.

I Februar 1848.

(senere revideret).

 

3. [Lægernes korte beretning (c), 23. februar 1848]

Allerunderdanigst Beretning om Hans Majestæt, Høisalig Kong Christian den Ottendes Sygdom og Død, os under Embedseed affordret ifølge Hans Majestæt Kong Frederik den Syvendes allerhøieste Befaling.

Den Anskuelse af Hans Majestæts Sygdom, hvorom vi, de tilkaldte consulerende Læger, Etatsraad Withusen og Etatsraad O: Bang med Livlæge Dahlerup vare blevne enige i November 1845, og som i den medfølgende Sygehistorie er bleven fremsat, kunde kun vinde Bekræftelse ved Sygdommens senere Forløb.50

De efter ubestemte Mellemrum tilbagevende[nde] asthmatiske Paroxysmer, den derimellem vedvarende, i begyndelsen ringere, senere tiltagende Kortaandethed, der ofte nødte Hans Majestæt til pludselig at staae stille og siden gjorde enhver Opadstigen besværlig; Smerten og Trækningen i den venstre Arm, der oftest gik forud for eller ledsagede Paroxysmerne; den hyppig tilbagevende[nde] Hævelse i Benene, den haarde Puls, Resultatet af Brystets physikalske Undersøgelse - alt dette maatte ligefrem lede til at søge Sygdommens Sæde i Hjertet og til at antage, at dette var for stort eller fornemmelig leed af en begyndende organisk Feil, rimeligviis en Forbening i Hjertets Krandspulsaare, hvilket saa ofte findes efter Døden, hvor de ovenfornævnte Tilfælde under navn af angina pectoris ere tilstede. Denne Anskuelse syntes endvidere at bekræftes ved de rimelige Aarsager, nemlig: i Hans Majestæts Levemaade, der med Hensyn paa de undgaaelige og uundgaaelige Sindsbevægelser, og den i Forhold til Kræfternes Forbrug altfor hyppige og rigelige Næring, nødvendig maatte bidrage til det Overflødiges sygelige Afsætning i det indre Organ, hvis Virksomhed var stærkest, og under den Form, som efter hans Alder og calculøse Disposition ogsaa er den almindeligste.

Det var med Hensyn paa denne Anskuelse, at Cuurmethoden blev valgt og udført med de dertil passende Midler. Der blev søgt at forhindre Tilsætning af overflødige Stoffer og bevirke disses ligelige Fordeling ved en streng og nøiagtig Diæt (som ikke blev fulgt, og uden hvilken alle andre Midler tabe deres gavnlige Indflydelse); man stræbte at aflede, temporairt og vedholdende, Blodets og de usunde Vædskers Tilløb til Hjertet med Igler, Afføringsmidler og Fontenelle; man stræbte at formindske den sygelige Tilstand i Blodet, der oftest har Afsætning af Kalksubstants tilfølge, med de almindeligst erkjendte Gigtmidler; man stræbte at vedligeholde Livskræfterne, uden hvilke alle ovennævnte Midler vilde have været unyttige, ved det Styrkningsmiddel, der altid bekom Hans Majestæt bedst, nemlig Søbadene paa Føhr; endelig imødegik man de heftige Tilfælde med passende palliative Midler. Til disse, som absolut nødvendig, hørte Aareladningen under Paroxysmerne, uden hvilken, som gjentagne Erfaringer lærte, disse ikke vilde have været at bekjæmpe.

Denne Hans Majestæts chroniske Sygdoms Gang var destoværre let at forudsige, og med Frygt imødesaaes enhver ny Paroxysme, der nærmede sig den høie Syge mere og mere til den sikkre Overgang i en piinlig og ulægelig Vattersot. Denne undgik Hans Majestæt, og Døden paafulgte efter færre og kortere Lidelser ved den Aarebetændelse, som opstod efter Aareladningen, fremkaldt og forværret deels ved det Anlæg til Forbolninger, som ved mindste Leilighed i mangfoldige Aar havde yttret sig paa forskjellige Steder af Legemet, og som tydelig, faae Dage i Forveien viste sig af ondartet Charakteer i Fontenellen, deels ved et, trods gjentagen Advarsel, uforsigtigt diætetisk Forhold og Brug af Armen, maaskee ogsaa ved den, strax før Betændelsesfeberens Udbrud, gjenkomne og hurtig afbrudte Paroxysme, hvis Princip vel kan tænkes overført paa den allerede lidt betændte Blodaare.

Med Hensyn paa alt Ovenstaaende maae vi vel ansee Blodaarebetændelsen og Materiens Overgang i Blodet med den deraf opstaaede Feber for den umiddelbare Aarsag til Hans Majestæts Hedengang, men antage med Vished, at den ulægelige Sygdom, hvoraf Hans Majestæt i flere Aar havde været plaget, og som jævnt var tiltaget, snart enten havde bevirket en pludselig Død eller havde endt sig med større og langvarige Lidelser, der ikke med noget Middel kunde hindres fra at udslukke Hans Majestæts Liv paa en qvalfuld Maade.

Den 23 Februar 1848.

Withusen, Hofchirurg, Etatsraad, Professor, R. a. D., Dmd. [segl]

O. Bang, Etatsraad, Med. Doct. et Prof., Commandeur af Danebrog og Vasa, D.M. m.m. [segl]

W. Stein, Med. Dr., Professor, Overchirurg ved det kongl. Frederichs Hospital, R. af D. [segl]

 

II

Bortset fra de af Glase omtalte audienssøgende 9. januar modtog kongen under samme formelle form besøg af Levetzau og statsminister Reventlow-Criminil den følgende dag. Blandt de, der ikke blev således anmeldt og heller ikke er omtalt af beretterne, kan nævnes kongens fortrolige, kaptajn A.C.A. From Møller (1803-84), som skal have været inde den 13., og til ham var det, at kongen til afsked skulle have sagt: "Nu brister det derovre".51

Af større - og nok så veldokumenteret - interesse er imidlertid kongens sidste ord på skrift. Udarbejdelsen af dette sidste brev af 9. januar havde begge berettere anerkendt som værende af stor vigtighed, og heller ikke Dahlerup undlader at nævne det: "Kl. 9 Aften. Kongen havde atter idag været oppe, havde givet Audience til Flere, arbeidet og skrevet meget. Kl: 3 sendte Hans Majestæt Bud efter mig; jeg kom strax og fandt ham skrivende; han sagde mig, at han følte sig meget syg og mat, han frøs; Hænder og Fødder vare kolde; han følte Smerte i Saaret i Armen. Kongen vedblev at skrive, lod mig hente Laqveien, som skulde hente Lys, sendte Bud efter Major v: Irminger, som havde jour, og først da han havde overleveret ham de Breve, han havde skrevet - Kl 4 - lod Kongen sig bringe i Seng".

Endelig ses det af det eneste af enkedronning Caroline Amalies breve (4), som kendes fra tiden umiddelbart efter kongens død, at hun tillagde det en betydning, der rakte endnu videre. At hun ikke kom nærmere ind på dets indhold, kan skyldes diskretionshensyn - modtageren var hendes broder, hertug Christian August på Augustenborg - men hun havde desuden næppe selv set det endnu. Hendes egen, udaterede skrivelse er formodentlig fra den 22. januar, og da havde kong Frederik endnu ikke vovet sig til Amalienborg.52

Selve eksistensen af et vigtigt brev blev hurtigt kendt af offentligheden. Allerede 24. januar kunne Berlingske Tidende meddele, at "Da Kongen begyndte at føle sig svag, skrev han et Brev til sin Søn, vor nuværende Konge, som skulde afleveres til Ham, saasnart Dødsfaldet var indtruffet. Dette iværksattes ogsaa af Major Irminger, forinden Generaladjutant Ewald og Cabinetssecretair Tillisch bragte Kongen Budskabet om Dødsfaldet". Og da Wegener 12. marts holdt sin forhen omtalte mindetale i Sorø, nævnte han om kongen, at "Med anstrengte Kræfter skrev han et Brev, der naar Timen var kommen, skulde overleveres til Kronprindsen, hans kjære Søn. Det var hans Afsked fra denne Verden".53 Stadig lidet konkret.

Endnu H.P. Giessing måtte i 1852 forblive ved antydninger. I et forsøg på at forklare meningen med et par linier i H.P. Holst's digt på kongens katafalk: "Men da sit sidste Storværk han udførte, Et Kongeværk til hele Folkets Fryd", noterede han, at "Ved "Storværk" og "Kongeværk" sigtes der formeentligen til det Forfatningsværk, som nogle have meent, at Kongens sidste Villie indeholdt. Men i Reskriptet af 28de Januar 1848 fra hans Efterfølger paa Thronen omtales en saadan Forfatning dog kun som noget Kong Christian den Ottende havde "paatænkt og begyndt"".54

Først 20 år efter kongens død offentliggjordes et brev fra P.G. Bang til svogeren H.K. With af 29. januar 1848, ifølge hvilket det blev kendt, at kongen "samlede sine sidste Kræfter og skrev et Testamente til sin Søn, hvori han anbefalede ham strax at erklære, at han vilde give en fri Forfatning, og anbefalede, som man siger, Stemann og mig til ham. Saa lagde han sig for aldrig at reise sig". At Frederik VII i gehejmestatsrådsmødet 20. januar også meddelte dette fremgik af en beretning til samme af 9. juni 1848.55 Om man derfra kan slutte, at Dorothea von Rosen i 1881 eller senere var bekendt med dette, er måske ikke på forhånd givet, men det taler dog for, at det andet af de to tidligere omtalte, udeladte afsnit [B] virkelig er skrevet i februar 1848. De overvejelser, hun heri gør sig om brevets indhold (5), får i så fald interesse som vidnesbyrd om, hvor snæver den kreds var, der kendte kongens sidste vilje. At hun tillige udtaler sig om skriften i en skrivelse, hun ikke kendte ved selvsyn, skal man næppe tillægge nogen videre betydning. Men "tydelig og skjøn skreven" er måske at strække grænserne til det yderste.

Hvad endelig hovedgenstanden for ovenstående, kongens brev af 9. januar, gælder, foreligger det nu offentliggjort og er altså almindelig kendt.56 Men det tør være udgiveren tilladt at afslutte denne fremlæggelse af kilder til Christian VIII.s sidste dage med en gentagelse deraf (6). Læsere af kongens nu afsluttede dagbogsudgave vil fornemme, hvordan det danner slutpunkt for tanker, der havde beskæftiget ham i årevis. Måske nu formuleret noget abrupt, men absolut ikke et udtryk for nogen svækkelse af ånd eller evner.

4. [Enkedronning Caroline Amalies brev til hertug Christian August, Augustenborg, ca. 22. januar 1848]

Af Louises Brev i Aftes har Du seet, at jeg er bleven Enke. Min inderlig elskede Mand drog sit sidste Suk Kl. 10¼ i Torsdags Aftes. Man kan sige, han er død i sit Kald; thi et langt Brev til sin Søn, som han skrev den 9de, faa Øieblikke inden han maatte gaae til Sengs (for ei mere at staae op) medtog hans sidste Kræfter og gjorde den Suppuration i Armen dødelig, idet Materien gik over i Blodet. Af dette Brev sees tydeligt, at han har ahnet sit snare Endelige. Dette Brev havde han anbetroet Irminger for at give det til hans Søn, naar han var død. Dette Brev er fuldt af gode Formaninger for Frederik VII Begyndelse af Regjeringen. Frederik VII er usigelig forekommende for mig. Jeg har anbetroet mig hans Beskyttelse. Jeg har faaet dette Palais til Beboelse, saalænge jeg lever, og ligeledes Sorgenfrei til Sommer Ophold. Gud være nu min Leder i Alt, at jeg ret maa føre et værdigt Enke-Liv og derved ære min gode elskede Konges minde. Du elskede Broder bør være tryg for mig.57

 

5. [D. von Rosens beretning, februar 1848 (afsnit [B])]

Da Kongen havde draget Sit sidste Suk, var Irminger gaaet ind i Kongens Værelse, havde taget Brevet og overbragt det til Kronprindsen, forinden denne paa Christiansborg Slot paa anden Maade havde erfaret Sin høje Faders Død.

Brevet er aldrig bleven almindelig bekjendt, men man erfarede dog efterhaanden noget om dets Indhold. Hvad der blev mig fortalt, var følgende: Det begynder med de Ord "Om jeg reiser mig fra dette Sygeleie staaer i Guds Haand", og det indeholder derefter flere Bestemmelser, som Kong Christian den Ottende ønskede nøiagtig fulgt og overholdt efter sin Død. Det synes, at en af disse Bestemmelser har været, at Grev Carl Moltke skulde udnævnes til Minister, og skeete dette ogsaa Dagen efter, idet Kong Frederik den Syvende samtidig udtalte, at Udnævnelsen fandt Sted ifølge Høisalig Kongens, Hans afdøde Faders bestemte Ønske.58 Et andet Punkt var, at alle Embedsmænd maatte forblive i Deres Stilling eller gaae af med fuld Gage. Alle, som hørte til Kongens Omgivelse og Tjenerskab, skulde modtage en Erindring om Ham, og de Sidste, saafremt de ei kunde gaae over i den ny Konges Tjeneste, gaae af med fuld Gage. Brevet skal have været tydelig og skjøn skrevet, saaledes som Kongen altid pleiede at gjøre det.

Vigtige Statsanliggender havde beskjæftiget Kongen i den sidste Tid, og i det første aabne Brev, som Kong Frederik den Syvende udstedte kort efter Sin Thronbestigelse, henviistes der til Forandringer i Statens Organisation, som alt vare forberedte i den hedengangne Konges Tid. Det var neppe nogen Tvivl underkastet, at disse Forandringer indbefattede Indførelsen af en Constitution.

6. [Christian VIII.s efterladte brev 9. januar 1848]

Kiere Søn og De min tro Adler! Da det staaer i Guds Haand om jeg rejser mig af denne Sygdom saa anbefaler jeg Kronprindsen ved sin Regierings Tiltrædelse at tilsige det danske Folk og Hertugdømmene en fælleds constitutionel59 Forfatning, som han forebeholder sig nærmere at give disse hans Arvelande.

Jeg anbefaler Kronprindsen at høre gode Raad af fædrenelandsksindede Mænd. Fra Hertugdømmene nævner jeg Geh. St. M. Criminil og Gr. C. Moltke.60

Jeg paalægger61 Kronprindsen at ægte en Prindsesse der maatte gefalde ham inden Aarets Udgang, det er hans Pligt.

Dronningen som jeg takker for Hendes Kierlighed og Opofre[l]se for mig skal efter den trufne Disposition arve Sorgenfri og Palaiet62 iøvrigt Er min Søn UniversalArving.

G. Et. Adler hvis Hengivenhed jeg ikke nok kan paaskiønne maa sørge for Udtællingen af Particulairkassen efter vedfølgende Fortegnelse.63

Jeg stoler paa at min Søn opfylder denne min sidste Villie og at han giver enhver af mine tro Tienere i min daglig Omgivelse Erindringer af mig, mine folk deres fulde Gage i Pension.

Din ømme Fader

Christian R

Amalienborg d. 9 Jan 1848.

 

[Fodnoter]:

1. Se herom indledningen til bd. IV. Til det anførte må dog bemærkes, at kongens optegnelser 1823-39 kun foreligger i regestform.

2. F.F.L. Glases dåb synes ikke indført i kirkebøger fra København, hvor han angives at være født; hans far var formodentlig den Carl Philip Glase, der som portner ved prins Christians palæ døde 23.10.1830. Glase ægtede 26.11.1834 Inger Christine Kattrup (1812-72), datter af en brændevinsbrænder i Lille Strandstræde; deres børn var Carl Christian Ivar Glase (1835-1917), bestyrer af "hof-telegrafstationerne" 1871-1910, og Julius Frederik Philip Glase (1838-1920), som blev toldkontrollør. Som det vil fremgå, skænkede enkedronningen ham et ur, der havde tilhørt kongen, og efter hendes død arvede han bl.a. et skrivebord, kongens portræt og andre effekter til en værdi af 260,37 kr (Christian VIII's arkiv, nr 68-70). Han døde 19.7.1881. - Hans beretning, et i hvidt silkebetrukket omslag med guldbort og -krone indsat hæfte på 24 sider i kvartformat, hvoraf 22½ side beskrevet, beror i Christian VIII's arkiv, pk 73. Gengivelsen er bogstavtro, men tegnsætningen er normaliseret (især ved udeladelse af overflødige komma'er), og den fortløbende beretning er opdelt i mindre afsnit.

3. D. von Rosen fortsatte som hofdame og fra april 1863 som kammerfrøken for enkedronning Caroline Amalie. Hendes beretninger beror ligeledes i pk 73, den korte version i en bog, mrk 5, "Notitser og Optegnelser af Dronning Caroline Amalie, tildels af Hende selv, tildels samlede af Kammerfrøken Rosen", s 152ff, den lange i et tætskrevet hæfte på 24 sider i kvartformat. Om denne beretning gælder ligeledes, at gengivelsen er bogstavtro, ligesom der er foretaget smårettelser (f.eks. skriver hun i regelen "gjørde" i stedet for "gjorde"), og enkelte længere passager er opdelt i kortere afsnit.

4. De følgende bulletiner er gengivet efter Berlingske Tidende undtagen den for 11. januar, som ikke er fundet i denne avis, men refereret (tillige med de øvrige) af forfatteren H.P. Giessing i hans Kong Christian den Ottendes Regjeringshistorie, Kbhv. 1852, s 470ff. Alene aftenbulletinen 20. januar findes ingen af stederne, men den (og desuden flere, men ikke alle) bulletiner beror i Overhofmarskallatets arkiv, pk II.M.5. Bemærk vedr. dødstidspunktet 22.08, som angives dertil af lægerne (jvf. note 43), at Glase skriver 22.10 og de fleste andre - von Rosen, dronningen og pressen - 22.15.

5. Edvard Dahlerup (1812-82), dr.med, livlæge for Christian VIII 1845-48. Han fik 4.2.1848 titel af professor og kunne derfor nå at bruge den i rapporten (note 8).

6. Mindeblad om Christian den Ottende, Salig og Høilovlig Ihukommelse. Indbydelse til Sørgefesten paa Sorøe Academie d. 12 Marts 1848, af C.F. Wegener, Kbhv. 1848, s. 59.

7. Pulvis efverscens, bruspulver. I øvrigt kan lægens formulering sammenholdes med følgende, der skyldes H.P. Giessing (anf.arb., s 470), ifølge hvem kongen den samme dag (6. januar) ytrede til en "fortrolig" - From Møller? - "at han troede, at han Dagen iforveien havde forkiølet sig ombord paa "Valkyrien" og at han havde fundet det meget varmt hos Walterstorffs". Om Valkyrien, se note 31.

8. Begge rapporter beror i Christian VIII's arkiv, pk 260. Den større, mærket d, fylder 25 tætskrevne foliosider, og bærer titlen "Beretning om høisalig Kong Christian den Ottendes sidste Sygdom og Død samt om Allerhøistsammes Liigs Obduction og Indbalsamering". Den korte, gengivne sammenfatning, mrk c, består af 2½ sider i folio. Begge er skrevet af Dahlerup, men signeret af alle 4 læger, obduktionsafsnittet tillige af dronningens livlæge J.P. Jacobsen, den nedennævnte C.E. Fenger og anatomilektor Ib Ibsen.

9. Jvf note 2; den indledende dato for kongens død er gjort med blyant i en fremmed hånd, mens den afsluttende bemærkning skyldes Dorothea von Rosen.

10. Moskuspulver, tørret og pulveriseret sekret af moskusoksen, anvendtes tidligere som krampestillende og stimulerende middel. Kammertjener var Jens Hansen (ca. 1779-1855), efter kongens død pensionist med titel af kammerassessor og bopæl på Christiansborg Slot.

11. Ifølge lægernes rapport tappedes "omtrent 20 Unzer Blod", dvs knap 0,6 liter.

12. Ole Bang (1788-1877), dr.med., professor, "overdirektør" for det civile hospitalsvæsen i København; etatsråd - konferensråd blev han først 29.3.1848.

13. Sennepskage, en dej af sort sennep, udrørt i lunkent vand, der benyttedes som afledende middel ved betændelser o.lgn.

14. Overhofmarskal - siden 1845 - var Joachim Godsche Levetzau (1782-1859), som boede på Amalienborg.

15. Ifølge audienslisten havde kun Levetzau og deputationen fra Sorø (i denne orden) foretræde; deputationen bestod af Director for akademiet, B.S. Ingemann (1789-1862), og lektor August Rothe (1795-1879).

16. Se herom D. von Rosens beretning og afsnit II, der ikke bekræfter Glases fremstilling.

17. Sophus August Vilhelm Stein (1797-1868), dr.med., overkirurg ved Frederiks Hospital 1844, professor.

18. Med "begge" menes Bang og den ikke hidtil omtalte Carl Christopher Withusen (1778-1853), hofkirurg 1830, professor og ligesom Bang kun etatsråd, konferensråd 30.3.1848.

19. Charpi, dvs trævler af linned, dengang hovedforbindstoffet ved sårforbinding. Om operationen hedder det i lægernes rapport: "Professor Stein meente, at der kunde være Infiltration af pus, skjøndt der ikke opdagedes Fluctuation paa noget bestemt Sted, og dels paa Grund heraf og dels for at hæve den betydelige Spænding i de betændte Dele foreslog han at gjøre nogle større Incisioner igjennem Huden og den underliggende Senehinde paa de meest spændte Steder". Fra sårene skulle (ved den såkaldte suppuration) den betændte materie (pus) afsondres og dermed hindres i at "slå ind", dvs transporteres til hjerteregionen. Metoden er nu helt forladt.

20. Efter Glases formulering synes denne flytning foretaget 16. januar, men den fandt først sted næste dag ifølge såvel von Rosen som lægerne, der skriver 17. januar, formiddag.

21. Johan Gunder Adler (1784-1852), gehejmekabinetssekretær, chef for Statssekretariatet for Nådessager, gehejmeetatsråd. Det her omtalte besøg må have fundet sted 18. januar, men Adler var også senere til stede, bl.a. på selve dødstidspunktet.

22. Carl Emil Fenger (1814-84), dr.med. og ekstraordinær professor, men af eftertiden nok så kendt som politiker.

23. Formentlig Frederik Emanuel Blücher (1806-71), kammerherre, adjudant, hvis besøg altså må have fundet sted 19. januar. Netop, fordi han var jourhavende i disse dage og altså opholdt sig på stedet, kan der være tale om "den anden Blücher", adjudant Gustav von Blücher-Altona (1798-1864), også han kammerherre.

24. Jakob Peter Mynster (1775-1854), dr.theol., kgl. konfessionarius 1828, biskop over Sjællands stift 1834. Nadveren fandt ifølge lægerne sted kl 14, ifølge von Rosen (korte version) kl 14.30 og ifølge H.P. Giessings kilder kl 15.

25. Thomas Overskous lystspil fra 1828 kendes også under navnet "Det er Nytaarsdag i Morgen".

26. Slotskirken, hvor professor H.L. Martensen prædikede.

27. dvs. åndedrætsbesvær i forbindelse med trykken for brystet, kvalme og hjerteondt.

28. Den berømte roman af Alexandre Dumas (1802-70) havde kongen modtaget allerede ved udgivelsen 1844, men ikke tidligere omtalt at have læst. En illustreret udgave (ved ukendt kunstner) kom dog først to år senere.

29. Carl Rahl (1812-65) var som nævnt østriger og derfor næppe tiltalt på dansk; se desuden note 45 vedr. afsnittet [A].

30. Porte-épée, strop ved sablens fæste, båret om håndleddet, så at sablen kunne slippes, uden at den tabtes.

31. De sidste fire ord er tilføjet i margenen. Korvetten stak ud fra Nyt Løb samme eftermiddag med Rio og Ostindien som destination og under kommando af kaptajn M.P. Secher (1799-1864). Den vendte tilbage 25.11.1848 med bl.a. besætningen fra de afhændede danske etablissementer på Nicobarøerne.

32. Marie Ernestine Wilhelmine Walterstorff (1792-1853), dronningens kammerfrøken. Kongens refererede bemærkning er, ligeledes med et spørgsmålstegn, nævnt i den korte version, hvori hofdamen nævner, at hun bar dronningens arbejde, som han ville se, hvad var. Derimod har hun bearbejdet det efterfølgende, idet hun oprindelig kun noterede, at kongen "var glad og munter ved Theen".

33. I margenen tilføjet "i Kongens lille Cabinet".

34. Christopher Lütken (1782-1857), kontreadmiral, jagtkaptajn og generaladjudant 1843-49. Bemærk i øvrigt, at Glase overhovedet ikke omtalte besøg af kronprins Frederik.

35. N.F.S. Grundtvig (1783-1872), præst ved Vartov hospitalskirke siden 1839, nød som bekendt især dronningens bevågenhed.

36. Jvf. herom J.P. Trap (Fra Fire Kongers Tid, bd I, Kbhv. 1966, s 228ff), som bemærker, at uniformen "irriterede sårene og inflammerede endnu mere", og heri finder en hovedårsag til sygdommens dødelige udgang. Det tør vel være overdrevet i lyset af Glases oplysninger om påklædningen.

37. Johan Henrik Georg Irminger (1798-1854), adjudant, major à la suite 1846; oberst blev han først 1850. Det udeladte afsnit B om brevet gengives nedenfor som aktstykke nr 5.

38. Otto Joachim Moltke (1770-1853), afgået som gehejmestatsminister 1842, men derefter involveret i forhandlingerne om en forfatningsændring, efter tronskiftet som overordentligt medlem af statsrådet.

39. Med + efter Fengers navn og tilføjelse i margen anført "senere Finantsminister". Hvem den i det følgende omtalte yngre læge var, er ikke oplyst.

40. Landgrevinden, kongens søster Charlotte, opholdt sig på denne tid i Rom, hvortil F.E. Blücher afsendtes med dødsbudskabet (Berl. Tidende 26.1.), og hvorfra han rejste 18.3. med det i note 49 i uddrag citerede brev. Udenrigsminister siden 1842 var Heinrich Anna Reventlow-Criminil (1798-1869), trods lejlighedsvise uoverensstemmelser med kongen den ene af de to, der anbefaledes sønnen i brevet af 9. januar.

41. Dette omslag, som skulle fremskynde suppurationen, blev tilberedt af 3 potter havregryn og stødt hørfrø, 3 pund smør, 16 løg og en pægl terpentinspiritus.

42. Biskop Mynster var omtrent 11 år ældre (født 8.11.1775), men det var naturligvis kongen, som i det foregående havde været for svag til at række hånden frem - en af hofdamens få sproglige fejl; dog mangler et verbum som det foreslåede straks efter.

43. Hvormed menes, at Frederik den Syvende først ville blive udråbt som konge den følgende dag. Det var da også først kl 9 morgen den 21. januar, ældste gehejmestatsminister Paul Christian von Stemann (1764-1855) proklamerede kongeskiftet (med det resultat, at han pådrog sig en sygdom, der tvang ham til at træde tilbage som minister), men alligevel tilbagedateredes det åbne brev til dødsdagen. Vedrørende frøken Rosens følgende passus, sammenlign lægerne: "Kl. 9 indtraadte agone [tab af bevidsthed]; Kl. 10, 8 Minutter, ophørte Hans Majestæt at aande og døde uden nogen Bevægelse i Ansigtets Muskler eller nogen anden Deel af Legemet".

44. I von Rosens korte version hedder det: "Derefter gik Hun op i Sine Gemakker! Da Hun gik ind i Sit Sovekammer yttrede Hun, ak! hvor trænger jeg nu til Kjærlighed!!"

45. Lidt anderledes på nogle punkter berettes i den korte version: "Dronningen kunde ikke overvinde sig til at see det afsjelede Legeme af Sin elskede Gemal og gik ikke mere end engang den næste Morgen ned til Liget. Jeg saae Kongen da Han endnu laae urørt i Sengen, kun puslet af Kammertjener [dvs lakaj] Glase og med hans Hjelp klippede jeg nogle Haar af, som jeg tillige med flere Ringe bragte Dronningen. Disse Ringe har hun opbevaret i en Kasse med Souvenirs og nog[le] af dem tilfaldt efter Hendes Død Rosenborgs chronologiske Samling". Om Rahls maleri uddybedes i det ovenfor udeladte afsnit [A]: "Efter Kongens Død blev dette Portrait anseet for et af de bedste, og det var for Alle, der stode Ham nær, som om Kongens Død havde udslættet en Deel af de Mangler og Feil, hvorover der tidligere førtes Klage. Den første Dag efter Kongens Død blev dette Portrait bragt ind i Dronningens Værelse, og Synet deraf smeltede Hendes Sorg, saaledes at Hun derved første Gang brast i Taarer. Siden den Tid kunde Dronningen ikke mere undvære det, det blev om Foraaret ved Udflytningen altid bragt til Sorgenfri og ført tilbage til Hovedstaden, saasnart Hun flyttede ind. Dronningen testamenterte det til Kong Christian den Niende, og det hænger nu efter Hendes Død i Kongens Palais i Stue-Etagen paa Amalienborg". Nu befinder det sig i den danske ambassade i London (DBL). Et litografi ved Asmus Kaufmann (med H.P. Holst's digt på katafalken trykt under portrættet) udkom - eller planlagdes udgivet? - kort efter kongens død på musikhandlerne Horneman og Erslevs forlag (A. Strunk nr 985; N.L. Faaborg nr 1927).

46. Mindre højtideligt hedder det i den korte version: "I længere Tid laae Kongen udstrakt som andre almindelige Liig paa et Bord i Vase-Cabinetet, hvortil jeg ved Kammertjenerens Hjelp en Aften fik Adgang, og da tænkte over, hvor Livet og Døden ophæver enhver Forskjel i de ydre Vilkaar".

47. Obduktionen påbegyndtes 22.1. kl 10 formiddag, og liget balsameredes umiddelbart efter. Hypertrofi, (sygelig) vækst; forbening, forkalkning; kongestion, blodtilstrømning, i rapporten blodpresning.

48. Ludwig Casimir Wilhelm Heinrich Clemens, prins af Bentheim-Steinfurth (1787-1876), kongens nærmeste - nu ganske glemte - fortrolige eller (ifølge bl.a. von Rosen) "ven", der som ungkarl boede på Amalienborg; oprindeligt i kongens og efter hans død i Christian VII's palæ, idet dronningen "ikke troede at kunne tilfredsstille Prindsens Ønsker ved at tilbyde ham Ophold i sit Huus efter at være bleven Enkedronning". Kort efter flyttede han ind hos arveprins Ferdinands.

49. Herved tænkes i erindringens tilbageblik på en del mere, end man dengang kunne forudse. Men allerede kort efter bisættelsen i Roskilde kunne von Rosen blandt notitserne indføre: "Der herskede allevegne den dybeste Sorg over en elsket Konges tidlige Bortgang! Hvor ganske anderledes saae det ud i Frankrig i de samme Dage, hvor den 72 Aar gamle Kong Louis Philip forklædt maatte flygte for Folket". Samme tankegang gav svigerinden Charlotte udtryk for i det brev fra Rom, hun afsendte til Caroline Amalie 18. marts med Blücher: "... Saa meget som jeg Glæder mig til at see mine kjære igjen, saa nægter jeg ikke, at det bliver for mig ret en deelt følelse, thi hvad har jeg ikke mistet, hvor uendelig kjærlig og herlig var ikke min kiære Broder for mig og mine. Jeg takker dog Gud, at han ikke har Aaplevet de Sørgelige Begivenheder i Frankerig; hvor vilde det have bedrøvet og Achiteret ham. Alt paa Jorden har Sit Gode, nu er han Lükkelig, den gode kjære Broder, beløndet for al Sin Stræben her paa Jorden for at gjøre Sit Land Lükkelig; aldrig har man nok Skjøndet derpaa, nu begræder man hans Tab, men for Sildig, man burde have betænkt det føer, og ikke Krænket og miskjent hans herlige Egenskaber. ..." (Christian VIII's arkiv, pk 59).

50. Den af lægerne omtalte "anskuelse" - diagnose - blev stillet 12. november 1845 efter sygdomsanfald 6. juli og flere gange senere samme år (se dagbøgerne); man talte da om "en art angina pectoris". Blandt fagudtrykkene i det følgende: paroxysme, heftigt anfald; angina pectoris, hjertekrampe, anfaldsvis optrædende smerter i hjerteregionen, som i værste fald kan medføre døden ved hjerteslag; calculøs, beregnelig; Fontenelle (fontanelle), et kunstigt fremkaldt og ved kunst vedligeholdt suppurerende sår (se note 19); palliative, lindrende (men ikke helbredende).

51. H.P. Giessing, anf.arb., s 492.

52. Caroline Amalies brev kendes kun i afskrift (nr 111) i den af C.F. Wegener 1849 udarbejdede "Registrant over Hendes Majestæt Enkedronning Caroline Amalies Breve, som fandtes iblandt de Augustenborgske Papirer". Denne findes indlagt blandt breve til hende fra hertug Christian August, Christian VIII's arkiv, pk 59. I samme pakke bl. breve fra Frederik VII ét af 22. januar, hvori han skriver: "... Benyttende denne Leilighed maae jeg sige Dig og bede Dig undskylde at jeg endnu ei har været paa Amalienborg, men deels mine mangfoldige Forretninger, deels mit nedtrykte Sind er allene Aarsagen, men jeg haaber en af Dagene at kunne være i stand til at gjense Amalienborg med Roe og Fasthed og da søge at tryste Dig".

53. C.F. Wegener, Mindeblad, s 60.

54. H.P. Giessing, anf.arb., s 475, noten.

55. Breve fra Geheimeraad P.G. Bang til Provst H.K. With paa Bornholm, meddelte af E. Holm, Historisk Tidsskrift 3. rk. VI, s 107, jf. s 110f. Ejendommeligt nok er Bang ikke klar over, at det var to andre mænd, der anbefaledes sønnen, men som en reminiscens herfra hedder det endnu i DBL's 3. udgave (art. Frederik VII), at Stemann og C. Moltke - ikke Bang - blev nævnt i brevet.

56. Niels Petersen (udg.): Betænkninger fra Christian VIII's Tid om Styrelsen af det Danske Monarki, Kbhv. 1969, s 365ff, jvf. Indledning s lv. Gengivet er en transskription (som på få, ubetydelige punkter er korrigeret her) samt en fotoreproduktion i ca ½ størrelse. Den er - yderligere formindsket - tillige benyttet i Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bd. 10, Kbhv. 1990, s 328, men når den tilhørende tekst omtaler kongens "stærkt svækkede skrift" - med alt, hvad herved impliceres - må det understreges, at sådan skrev Christian VIII. Deri kan udgiveren nok erklære sig enig med von Rosen.

57. Wegener medtager ikke signatur, men markerer med "S. l. d. & a. 8oo", at det er udateret og i oktav.

58. Carl Moltke (1798-1866), præsident for det slesvig-holsten-lauenburgske kancelli 1846, 21.1.1848 gehejmestatsminister og den drivende kraft bag forfatningsændringen.

59. Egentlig skrives "constitunionel".

60. "og Gr. C. Moltke" synes først indføjet på et lidt senere tidspunkt.

61. Først skrevet "takker", igen udstreget.

62. Ved testamente af 7. juni 1843 havde kongen bestemt Sorgenfri og Christian VIII's palæ på Amalieborg som enkesæde for Caroline Amalie. Alligevel viste hun venligt Frederik VII påskønnelse for gaven.

63. Denne beror sammen med brevet i Frederik VII's arkiv, pk 1, hvortil udgiveren ikke har søgt adgang. Da alle observatører er enige om, at kongen skrev længe (og Dahlerup har "de Breve, han havde skrevet"), er fortegnelsen formodentlig også udarbejdet 9. januar. Den har imidlertid kun et omfang nogenlunde som brevet til sønnen, og dermed kan det ikke udelukkes, at han skrev mere, end hvad der er kendt i dag.