|
Selskabets historie
Selskabet love
Forstanderskabet
Danske Magazin
Abonner på Danske Magazin
Bestil publikationer
Nye publikationer
Kommende publikationer
Til forsiden |
Danske Magazin:
Danmarks ældste historiske tidsskrift
Lige siden stiftelsen i 1745 har livsnerven i selskabets virksomhed været Danske Magazin, der udkommer hæftevis med kilder til Danmarks historie i form af breve, rejseberetninger, aktstykker mv. Udgaverne er forsynede med en indledning og forklarende noter og hvert bind har et register over person- og stednavne. Oftest udgør fire hæfter et bind, og der går seks bind på en række. Det senest udkomne hæfte katalogiseret efter denne systematik er således niende række, første binds fjerde hæfte. Med dette hæfte afsluttedes det 49. bind i den lange række udsendt over en periode på 260 år. Herefter blev det besluttet fremover at benytte en mere logisk og umiddelbar forståelig betegnelse og kalde det efterfælgende bind i rækken, hvad det faktisk er, nemlig bind 50, hæfte 1.
Nedenstående vignet, der nu ses på titelbladet af alle Selskabets publikationer, har det motiv, der har fulgt Danske Magazin helt siden det første hæfte i 1745. Foroven ses valgsproget: "Til fleres nytte". Den her gengivne udgave skyldes den kendte kobberstikker H.G.F. Holm, også kendt som "Fattigholm". Han fik i 1823 12 rigsdaler for at stikke et nyt titelkobber, fordi det gamle åbenbart var blevet væk i de urolige tider under Napoleonskrigene. Motivet fortæller om Selskabets stifter Jacob Langebeks opfattelse af situationen for en historiker i 1745. Tidligere tiders samlere havde høstet historiske kildeskrifter i hele neg og bragt høsten i magasin. Tilbage stod nu den mere beskedne opgave, at samle tiloversblevne aks i form af en efterhøst "til fleres nytte". Det er så til gengæld blevet til en del små aks i tidens løb. Når det indhøstede skulle bringes i Danske Magazin, så er netop magasinbetegnelsen en parallel til datidens kongelige kornmagasiner, hvor skattekornet - også kaldet magasinkornet - blev opbevaret. Og når det er "til fleres nytte", menes naturligvis almenheden. Vignettens historie er beskrevet i en artikel i 9. række, første binds første hæfte s. 1-8.
Der findes i øvrigt adskillige tegn på, at Danske Magazin fandt vej som læsestof ud i bredere kredse. For eksempel lader H.C. Andersen i sin roman "De to baronesser" friskomagermester Hansen i Nellikegaden hver aften læse højt af en historiebog, blandt andet "gammel dansk Magasin".
Det er muligt at købe adskillige ældre numre af Danske Magazin samt tegne abonnement på kommende hæfter (udkommer ikke til faste terminer).
Læs om indholdet af den senest udkomne nummer af Danske Magazin Bind 50, hæfte 1, eller læs et eksempel på en artikel: Chr VIII´s sygdom og død - hentet fra 9. række, første binds første hæfte s. 72 - 96.
Danske Magazin støttes af Carlsbergfondet. |